Samværs- og samtalegrupper
i Holstebro

Velkommen til Børn og unge i sorg

Tager vi børnene i hånden, vil vi opdage, at vi også selv bliver holdt i hånden.

Har vi mod til at tale med børnene, opdager vi, at det er lettere at tale end at tie.

Ved at hjælpe børnene, sker det forunderlige, at vi selv får hjælp.

Samværs- og samtalegrupper

Samværs-og samtalegruppe til børn og unge i sorg

Et TILBUD til børn og unge, der har mistet en far, en mor, en søster eller en bror.

Tab af forældre eller søskende i barndommen sætter særligt spor i barnets og den unges psyke og kan dermed få betydning for, hvorledes den enkelte mestrer sit liv fremover.

Baggrund for initiativet

Vi er en lokal gruppe, som består af sognepræst, sognemedhjælper, lærere, psykolog, sundhedsplejerske, familieterapeuter, pædagoger, pædagogmedhjælper, politiker, ung som selv har mistet, og forældre, hvis børn har brug for hjælp. Vi møder børn og unge, som er ramt af sorg og har brug for opmærksomhed på dette ud over de tilbud der allerede gives.

Overvejelser

Det vides at tab af forældre i barndommen sætter dybe spor i barnets og den unges psyke og får derved stor indflydelse på, hvorledes den enkelte mestrer sit liv fremover.

Typiske reaktioner hos børn og unge er angst, ensomhed, tristhed, længsel, vrede, selvbebrejdelser og stresssymptomer, som f.eks. søvnforstyrrelser, spiseproblemer og koncentrationsbesvær.

Vi vil derfor gerne tilbyde disse børn og unge muligheden for at deltage i en gruppe for børn og unge ramt af sorg, enten på grund af et nærtstående familiemedlems dødsfald eller nært forestående død.

Formålet

Formålet med samværs- og samtalegrupperne er, at den enkelte får mulighed for at bearbejde tabet af et nærtstående familiemedlem, så den enkeltes mestring i sit videre liv bliver så optimal som muligt og i samarbejde med barnet at skabe en tilknytning til efterlevende pårørende, som barnet kan dele tabet med.